Æblestang med creme... og hvordan en kanelstang blev til en bastard

Jeg elsker kanelstang! Lavet rigtigt er det faktisk nok min ynglings bager-kage.. Men det kræver rigelig remoncesnask (helst også noget creme), masser af kanel og glasur på toppen.

Da jeg boede hjemme, gjorde vi det rimelig meget i eftermiddagskaffe, og det skete ikke frygtelig sjældent at nogen slog et smut forbi bageren efter sådan en kanelstang...
Siden da fik min lillebror job hos en bager og viste sig at have jævnt meget talent for bagværk med rigelige mængder smør.
En enkelt gang har jeg stået lærling hos ham under tilberedningen af et lykkeligt monstrum af en kanelstang med hjemmekogt kagecreme og remonce i fornøjelige mængder; og føj det var godt!

Jeg selv er bedst i brød og ikke så stærk i kage-tilberedning, men lidt kan jeg dog. Til gengæld er min vennekreds blevet ramt af noget af et babyboom, og nogle af de nybagte mødre er ikke så glade for at deres små poder får for meget sukker...

Sådan gik det til, at jeg en dag havde tilbudt at tage kage med til en børne-kaffe-date men pludselig skulle udtænke, hvordan min kære kanelstang blev noget mere sukkerfattig.

Da mit blik faldt på et par æbler i køleskabet og jeg kom i tanke om, hvor godt æbler og kanel går i spænd, opstod ideen til æblestangen.
Jeg har lavet den et par gange i forskellige 'sundhedsversioner' - på ren æblemos, på en blanding af æblemos og remonce og med mos og kanelsukker... Og nej, det er altså ikke ligeså godt som sådan en snasket bagerting, men det er bestemt heller ikke skidt.

I dag tog jeg udviklingen et skridt længere, da jeg opdagede et brev kagecreme bagerst i skabet og konkluderede, at kagecreme sjældent har gjort nogen kage dårligere!

Ergo blev kanelstang til æblestangen med creme, og det virker nu egentlig meget godt.
- Selvom der er sukker i både æbler og creme, holder den sig også stadig i retning af den mindre usunde sti ;)

Æblestang med creme, 1 stang:

Æblemos:
3 søde æbler skæres i tern og koges med et par spsk vand, en spsk sukker (juster afhængig af æblernes sødme) og 1 spsk kanel.

Kog i 15-20 minutter til æbleternen er kogt ud og tilsæt et en sjat citronsaft for at give lidt syre.
Køl ned

Creme:
Hjemmelavet kagecreme er fantastisk, men også noget mere omstændigt, så i denne omgang kom min creme fra pose - jeg lavede 1/4 brev fra Hr. Oetker, som røres ud i knap 1 dl mælk og køles kort i køleskabet.

Dej:
1,5 dl lunken vand (jeg havde lidt yoghurt og erstattede en halv dl vand med en halv dl yoghurt)
Ca 10 g. gær
2-300 g mel (ren hvede eller 2/3 dl hvede og 1/3 grovmel)
Lidt salt og en tsk sukker

Gæren røres ud i lidt vand, resten tilsættes og de øvrige ingredienser røres i - melet tilføjes lidt af gangen, til dejen er smidig og kan æltes uden at hænge for meget fast.
Hæves lunt i 1-1,5 time

Rul dejen ud som en rektangel

Smør æblemos på dejen med undtagelse af et par cm i højre og venstre side.
Drys evt med lidt ekstra kanel.
Kagecremen smøres ud på midten af dejen.

Nu kommer foldningen. Her kan man enten folder hele venstre sig af vejen ind over midten og derefter folde højre side ind over denne. Denne løsning holder bedst på fyldet.

Man kan også skæres slidser 1/3 ind i dejen på højre og venstre side skiftevis folde en slids ind over dejen, som jeg har gjort på billedet - giver lidt mere kunstnerisk effekt ;)

Flyt stangen over på en bageplade - afhængig af hvor generøs man har været med fyldet, kan det godt være, at man skal have en hjælpende hånd til dette.
Pensl med lidt mælk og strø evt med lidt kanelsukker og/eller hakkede nødder (mere kunstnereffekt).

Lad stangen efterhæve en halv times tid mens ovnen varmer op til 200 grader.
Stangen bages 15-20 minutter.

- Da min æblestang skal transporteres på cykel for at blive en del af fejringen af endnu en baby i vennekredsen har jeg snydt og skåret den i to, hvilket formen tog lidt skade af, men pyt, der er kagecreme og kanel ;)

Lidt om enemad, sparsommelighed og små forskelle

Okay... Jeg er nok lidt sparsommeligt anlagt... Eller måske meget sparsommelig...
Mine forældre lærte mig, at hvis der var noget, man ville have, så måtte man spare op, og opsparinger de var gode at have.

Den opdragelse har ikke fået mindre gennemslagskraft af, at jeg i mange år har levet mere eller mindre på en SU. Og når man så gerne vil have til både fredagsøl, uni-bøger, ferie og biografture, ja så er madbudgettet et nemt sted at spare.

At mine første år på uni ovenikøbet faldt sammen med en længere singleperiode, hvor jeg ikke skulle tage højde for kødbehovet hos en fyr i starten af tyverne, betød, at jeg i et par år levede på et madbudget på noget under 1000kr om måneden.

Og nej... Det var ikke altid lige innovativ eller spændende mad, der kom på bordet, men aftensmaden var altid varm, og der var da både grønt og kød (indimellem).
Et par af gengangerne lød:

Pasta med tomatsovs
- Upgrade på den studentikose pasta/ketchup, hvor man i stedet tager udgangspunkt i en dåse flåede tomater.
Lidt løg og hvidløg svitses, tomaterne tilsættes og koges op med rigelige krydderier (oregano, basilikum, timian, chili o.l.) og tern af, hvad man har af grøntsagsrester i køleskabet - spinat, squash, gulerod, aubergine eller peberfrugt fx. Har man også en rest skinke fra madpakken, kan den snildt tilføjes også. Hele molevitten serveres over nykogt pasta.

Chili sin Carne
- Kidneybønner (gerne i chillisovs), en dåse tomater og lidt peberfrugt koges efter samme anvisning som ovenfor og serveres med ris og evt en klat yoghurt naturel.

Indiske kikærter
- Her bliver vi lidt mere eksotiske, og retten bliver også kaldt Chana  masala i forskellige former. Udgangspunktet er igen flåede tomater, der koges med kikærter (udblødte eller fra dåse) samt indiske krydderier (garam masala, tikka masala, koriander og spidskommen). Kort inden servering tilsættes lidt spinat (frossen eller frisk) og en sjat yoghurt. Serveres med ris eller naanbrød (som kan bages selv eller købes i de fleste supermarkeder).

Og så var det selvfølgelig wokmix, som er blevet så fast en bestanddel af menuen, at den har fået sit eget indlæg her.

Foruden at være billige (og derfor også efterlade et vist rum til opgradering) har retterne det til fælles, at de kan laves rimelig hurtigt, hvilket jo kan være en klar bonus nogle dage!

Da jeg fandt sammen med min kæreste, kom vi til at snakke om vores vaner pre-kæreste...
Udover at han oftest var at finde i Fakta eller Irma på den sene side af klokken ni om aftenen, fordi han både er b-menneske og inkarneret indkøbshader, mens jeg elsker Netto og faste spisetider (gerne på a-menneske siden af klokken syv), så var der også lidt forskel på vores singlemad:
Hans go to ret bestod af en hel pakke bøffer, en hel pakke frisk pasta og tomatsovs af en hel bakke friske tomater...

Selvom jeg sådan set ikke syntes, jeg manglede noget i den tid, så er jeg nu meget glad for at være indehaver at et noget større madbudget nu. Det giver noget mere at lege med i køkkenet, og så er min kæreste noget af det mest taknemmelige og begejstrede stykke menneske at lave mad til, og der er ikke noget der motiverer mere til køkkenkunstner og -eksperimenter end det.
Så jeg er glad for at vi har fundet hinanden på midten af madvaner :)

Ps. I aftes havde jeg en sjælden alene-fredag, og det blev (opfindsomt) til endnu en gang wokmix med en kold øl (til at supplere det kedelige glas vand) og solnedgang på vores dejlige terrasse.
Jeg elsker sensommer, når den er som nu!

Om morgenboller og eftermiddagsmad

Jeg kan virkelig godt lide brød! - Den slags med gluten der spises med smør og det hele.
Det har jo nærmest været en synd at stå ved de sidste par år, men det ændrer efter min mening ikke på, hvor herligt nybagt brød med smør smager!

Ikke dermed sagt, at jeg fylder mig med toastbrød og krydderboller. Nej, jeg er som mange andre danske børn opdraget med rugbrød som en fast bestanddel af frokosten, og det skal man bestemt ikke kimse af. Min lillebror og jeg har imidlertid nok egenhændigt spist os igennem en lastvogn-fuld af jubilæumsboller, kerneboller, yoghurtboller og hvad Kohberg og Schulstads påhit ellers hed den gang vi gik i skole... Rutinen hed sig gerne, at det var det første man gjorde, når man kom hjem fra skole om eftermiddagen - smed tasken og gik i køkkenskabet efter en bolle, der blev ristet, smurt med smør og belagt med ost eller pålægschokolade. (Da min lillebror ramte teenageårene, kunne rutinen gennemføres nærmest inden jakken var lagt, og én bolle blev hurtigt til flere som oftest blev indtaget under tilberedning).

Nu er det efterhånden nogle år siden jeg har gået i skole på den der 8-16 måde, og frokosten på mit arbejde er så enorm, at jeg for det meste kan klare den uden mellemmad frem til aftensmaden.
Men brødet har stadig en fast plads i min weekendmorgenmad. Imidlertid synes jeg efterhånden, at det meste supermarkeds-brød smager mig ret kedeligt - og jeg kan nok heller ikke se mig helt fri for at være blevet ramt lidt af den der pokkers sundhedsbølge... Så nu bager jeg selv det meste af mit brød - eller det vil sige, at det oftest bliver til boller.

Opskriften er meget på slump og efter princippet om køleskabshævning (gerne natten over) og hvad der er i skabene.
Det er den slags boller, der findes et utal af opskrifter på online under navne som bruserboller, langtidshævede boller og grovboller.

Alt efter pladsen i fryseren og i køleskabet tager jeg oftest udgangspunkt i 9 dl koldt vand.

10-15 g. gær røres ud i en sjat vand og resten tilsættes
2-3 tsk salt tilsættes sammen med en tsk. sukker og en sjat olie
Mel og evt. kerner eller gryn tilsættes under omrøring til dejen har konsistens som sejt tyggegummi - det plejer at være en god test at give slip på røreskeen, og hvis den kan stå selv i dejen, er konsistensen nogenlunde.

Mht. mel går jeg efter 1/2-2/3 hvedemel og 1/3-1/2 groft mel, kerner og gryn.
Jo grovere dejen, er des dårligere er hæveevnen, så der kan man vælge at opjustere med lidt ekstra gær.
Jeg putter i, hvad jeg lige har på lager af groft mel - grahamsmel er en klassiker, og lige pt er jeg ret glad for Meyers grove purpurhvede (lille pose på billedet).
Indimellem har jeg kogt en dl. hvedekerner og hældt i, andre gange får dejen et skud blandede kerner/frø (som lyserød pose fra Urtekram på billedet) og i mangel af andet en håndfuld havre- eller ruggryn.

Som du nok fornemmer, er det nærmest kun fantasien, der sætter grænser - en sjat yoghurt kan erstatte lidt af vandet, og revet gulerod eller æble giver endnu mere saft, lidt farve og sødme.

Jeg rører gerne dejen sammen om aftenen og smækker den på køl natten over. Næste morgen klatter jeg den ud på en bageplade med to skeer og lader bollerne stå og småhæve, mens de får stuetemperatur, og ovnen varmer op.
Denne portion plejer at give mig 1-1,5 bageplade med boller i morgenmadsstørrelse.

Bollerne bages 15-20 minutter i ovnen ved 200-225 grader.

Jeg laver som sagt gerne en ordentlig portion, for min kæreste lærte mig et smart tip, da vi flyttede sammen. Boller (og andet brød) smager jo uagtet bedst i nybagt version og bliver hurtigt lidt tørt og kedeligt på dag tre. Samtidig er det vel de færreste, der gider at stå og smække en dej sammen hveranden dag. Men, men, men, har man en fryser, en mikroovn og en brødrister, så er man godt stillet:

Bollerne kan nemlig snildt fryses, når de er kølet af, og når man så vågner krøllet og med søvn i øjnene lørdag morgen, snupper man en bolle fra posen i fryseren, giver den et minut i mikroen og en gang på brødristeren (netop tid nok til at brygge en kop kaffe), og så er der lune morgenboller hurtigere, end man kan sende manden til bageren!

Søndagssvin

Søndagssvin er sådan en af de der traditioner, der bare opstod af sig selv og langsomt tog form.

Det kom sig nok egentlig af, at min kære far er glad for svinekød og en haj til det klassiske danske køkken. Efter min bror og jeg begge var flyttet hjemmefra, begyndte han at invitere på middag indimellem. Da min kæreste havde været med et par gange, kommenterede han observant, at der var et vist sammenfald mellem disse middage, søndag aftner og svinekød, og pludselig var søndagssvin en thing.

Det er bestemt ikke hver søndag vi tørner sammen, og mon ikke der også har sneget sig et enkelt andet dyr ind på menuen i ny og næ, men mange søndage har vi spist os igennem retter som krebinetter, boller i karry, hamburgerryg og flæskesteg; gerne akkompagneret af stuvninger, surt, enorme mængder flødekartofler og andet godt.

Og søndag er god...Søndag er nede i gear... Søndag er bløde bukser og en ekstra kop kaffe.
Man har sjældent andre aftaler søndag aften, men tilbragt alene kan det nemt blive en lidt post-weekends melankolsk affære - i hvert fald for mig. Netop derfor er den perfekt til søndagssvin og uforpligtende selskab (der ikke nødvendigvis kræver, at man udskifter de bløde bukser med 'rigtigt tøj', eller ser sig selv i spejlet for den sags skyld).

Hvorom alting er. Med et massivt stykke nakkesteg i fryseren havde jeg i går en undskyldning for at sparke gang traditionen igen efter en lidt lang sommerferiepause. Samtidig fik jeg mulighed for at prøve kræfter med det der såkaldte trukne svin, som overtog madverdenen for et par år siden.

Efter en del søgen rundt i et virvar af online-opskrifter jammede jeg mig lørdag morgen til en rub af løg, hvidløg, sennep, salt, peber, paprika, oregano, timian og brun farin, som stegen blev gnedet i efter at være blevet pudset for fedt og sener.
Pakket i en frysepose blev den smidt på køl til søndag morgen, hvor den røg i stegesoen med en halv mørk øl og lidt vand i bunden.
Så stod den ellers hele dagen ved sparsomme 110 grader og passede sig selv - eller det vil sige at den passede sig selv, mens jeg lettere ængsteligt prøvede at tjekke status på steg hver halve time. Der er noget sært kontra-intuitivt ved at tilberede mad ved så lav temperatur - der er ikke noget der syder og bobler.
Men lykkedes det gjorde det, for ved spisetid kunne jeg trække kødet fra hinanden. Det blev overhældt med stegeskyen og fik selskab af coleslaw, burgerboller, BBQ-sovs og fries.

Coleslawen lavede jeg på lige dele fintsnittet hvidkål, spidskål og revet gulerod med en dressing af yoghurt-naturel, et par tsk sennep og citronsaft, salt, peber og lidt sukker. Jeg er ikke så godt til den klassiske tunge og meget snaskede slaw (der ofte involvere mayo i store mængder), men er man til det, udskifter og tilpasser man bare yoghurt og mængder efter smag.

At dømme efter mængden af indtaget kød og den lette apati, der kan følges af overspisning, som bredte sig ved bordet efterfølgende, tror jeg det var en succes!

I får ingen egentlig opskrift for det var bestemt ikke min innovation (BBQ-sovs og fritter var endda indkøbt på flaske og frost) og der er masser meget udførlige og tjekkede opskrifter på nettet hos diverse bloggere.

Til gengæld følger her en opfordring til at mødes om mad, mødes uforpligtende og nyde godt selskab... Hvad med mandags-mos, tirsdags-torsk, onsdags-omelet eller weekend-vegetar?

Wokmix: Den der, når det bare skal gå lidt hurtigt...

Med undtagelse af de der få mennesker, der lever i en evig tilstand af overskud, tror jeg, vi alle sammen kender de der dage, hvor maden bare skal gå hurtigt...
Man står nede i Netto på den gale side af ulvetimen (den er jeg ligesom aldrig rigtig vokset fra), hjernen er mere eller mindre ved at smelte sammen foran køledisken, og man overvejer kraftigt bare at ramme det nærmeste pizzeria i stedet.
De dage er det godt at have et par hurtige hofretter i baghånden, som kan smækkes sammen på minimal tid med brug af minimale hjerneceller og indkøbstid.

I mit regi ramler de dage ofte sammen med, at min kæreste er ude af huset, og den står på solomad. Jeg kender mange, der i de tilfælde tyr Til rugbrødsmadder eller havregryn, men det duer bare ikke for mig - min mave føler sig frygtelig snydt, for rugbrød hører til i dens frokostkategori.
Til gengæld har jeg fra min singletid en god håndfuld retter, der egner sig til én person, og særligt én ret går igen, når vi er ovre i hurtigmad: wokmix. Og ja, den er doven.. Max doven.. Men det virker - hvis du spørger mig og min mave!

Det går i al sin enkelthed ud på følgende:

Kog en blok nudler (eller to hvis du er rigtig sulten).
Imens snittes lidt løg og hvidløg og steges på panden med 1 tsk. karry.
1/2-1 pakke frossen wok/grøntsagsmix (jeps du læste rigtigt, den fra frost) tilsættes og steges med til varm og optøet.
Tilsæt 1 lille spsk. mel og steg kort med.
Tilfør et par dl vand, en sjat mælk og en kvart bouillonterning og kog det op - nudler burde være færdigkogte nu og kan drænes.
I mellemtiden er sovsen tyknet, og der kan smages til med salt, peber samt hvad du ellers ligger inde med af soya, fiskesovs, chili og lignende.
Smid nudlerne op til grøntsagerne, bland det hele godt og server rygende varm!

Dette er grundformen, og den kan selvfølgelig varieres i det uendelige med fx ingefær og diverse friske grøntsager fra grøntsagsskuffen - på billedet herover har retten lige fået et skud sommer i form majs skåret fra en kogt majskolbe.
- Spiser min kæreste med på sådan en hurtig-dag, tilsætter vi gerne et par kyllingebryster eller svinekoteletter i strimler, som steges med løg og karry inden grøntsagerne blandes i.

Ligeså meget som jeg holder af at lave mad, stå længe i køkkenet og være opfindsom, ligeså meget synes jeg også, der skal være plads til de her dage og den her slags mad indimellem. 

Rabarbermarmelade med ingefær - vejen til morgenmadsglæde

Min mormor har ikke altid været til de store udfoldelser i køkkenet. Fra min barndoms besøg hos hende og min morfar husker jeg kun én ret: Paprikagryde - du ved, den med kød, cocktailtomater og fløde i herlig gryderetlig forening.

De seneste år er hun dog begyndt at eksperimentere mere i køkkenet, og det er indtil nu kun faldet ud til den positive side.

Syltning har hun til gengæld længe haft styr på, og hendes rødbeder er en fast bestanddel af frokostbordet.
Sidste år introducerede hun mig for et nyt skud på stammen: Rabarber/ingefær-marmelade, og føj det er godt! Sødt og sommer med et lille bid.

Jeg bruger den om morgenen og smider en skefuld på min almindelige yoghurt for at gøre den lidt mere spændende, og sådan får et glas hurtigt ben at gå på, derfor måtte jeg selv i krig med marmeladeproduktionen.

Opskriften er lidt på gefühl og kan tilpasses ens søde tand og ingefærglæde:

Til ca. 1 syltetøjsglas

3-4 rabarberstilke i små tern 

1 spsk. vand
75-100 g. sukker
En klump frisk ingefær - svarende til en skefuld eller to. Det kan enten rives fint eller skæres i små tern efter smag
Evt. et par skefulde syltet ingefær i små stykker
Lidt citronsaft 

Evt. lidt vanillesukker

Hele molevitten (undtagen den syltede ingefær) bringes i kog i en gryde og simres, til det har den ønskede tekstur - ca. 15 minutter. Jo længere det, koger des mere ensartet en marmalade får man.
Smag evt. til undervejs med mere sukker/ingefær, og hvis man er rigtig ingefærglad, kan man tilsætte lidt syltet ingefær i stykker til sidst.
Hældes på skoldede sylteglas - eller glas skyllet i atamon.

Så er du klar til et tilføje en skefuld sommer til brødet, yoghurten eller hvad du ellers har lyst til. 

Fra begyndelsen

Mellemmad er en hyldest...

En hyldest til morgenmad, aftensmad og formiddagsmad.
En hyldest til festmad, hverdagsmad og hurtigmad - og til alle mulige andre slags mad;
men det er også en hyldest til alt det, der er mellem mad - til mennesker, historier, oplevelser og følelser...