torsdag den 1. september 2016

Wokmix: Den der, når det bare skal gå lidt hurtigt...

Med undtagelse af de der få mennesker, der lever i en evig tilstand af overskud, tror jeg, vi alle sammen kender de der dage, hvor maden bare skal gå hurtigt...
Man står nede i Netto på den gale side af ulvetimen (den er jeg ligesom aldrig rigtig vokset fra), hjernen er mere eller mindre ved at smelte sammen foran køledisken, og man overvejer kraftigt bare at ramme det nærmeste pizzeria i stedet.
De dage er det godt at have et par hurtige hofretter i baghånden, som kan smækkes sammen på minimal tid med brug af minimale hjerneceller og indkøbstid.

I mit regi ramler de dage ofte sammen med, at min kæreste er ude af huset, og den står på solomad. Jeg kender mange, der i de tilfælde tyr Til rugbrødsmadder eller havregryn, men det duer bare ikke for mig - min mave føler sig frygtelig snydt, for rugbrød hører til i dens frokostkategori.
Til gengæld har jeg fra min singletid en god håndfuld retter, der egner sig til én person, og særligt én ret går igen, når vi er ovre i hurtigmad: wokmix. Og ja, den er doven.. Max doven.. Men det virker - hvis du spørger mig og min mave!

Det går i al sin enkelthed ud på følgende:

Kog en blok nudler (eller to hvis du er rigtig sulten).
Imens snittes lidt løg og hvidløg og steges på panden med 1 tsk. karry.
1/2-1 pakke frossen wok/grøntsagsmix (jeps du læste rigtigt, den fra frost) tilsættes og steges med til varm og optøet.
Tilsæt 1 lille spsk. mel og steg kort med.
Tilfør et par dl vand, en sjat mælk og en kvart bouillonterning og kog det op - nudler burde være færdigkogte nu og kan drænes.
I mellemtiden er sovsen tyknet, og der kan smages til med salt, peber samt hvad du ellers ligger inde med af soya, fiskesovs, chili og lignende.
Smid nudlerne op til grøntsagerne, bland det hele godt og server rygende varm!


Dette er grundformen, og den kan selvfølgelig varieres i det uendelige med fx ingefær og diverse friske grøntsager fra grøntsagsskuffen - på billedet herover har retten lige fået et skud sommer i form majs skåret fra en kogt majskolbe.
- Spiser min kæreste med på sådan en hurtig-dag, tilsætter vi gerne et par kyllingebryster eller svinekoteletter i strimler, som steges med løg og karry inden grøntsagerne blandes i.

Ligeså meget som jeg holder af at lave mad, stå længe i køkkenet og være opfindsom, ligeså meget synes jeg også, der skal være plads til de her dage og den her slags mad indimellem. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar